Dansk Folkeparti sår tvivl om selvstyre

29. november 2005 15:11

Mens Færøerne stadig kan få fuld selvstændighed, når færingerne ønsker det, mener Søren Espersen og Dansk Folkeparti nu, at Grønland skal vente 50-100 år:

-Jeg håber da ikke, at vi skal vente så længe, men i Dansk Folkeparti mener vi, at grønlænderne ikke har de kompetencer, der kræves for at køre en moderne stat alene.

Søren Espersen peger på, at der i Grønland er danskere i en lang række ledende stillinger i modsætning til Færøerne, hvor lokale i lang højere grad står for ansvaret.

På især et punkt mener Søren Espersen, at Grønland ikke har gjort det godt siden Hjemmestyrets indførsel.

-Man har ikke satset nok på uddannelse. Oven i det har man så valgt at nedprioritere dansk, hvilket betyder, at en lang række grønlændere ikke er godt nok rustet, når de skal til Danmark for at læse videre.

-Vi mener, at det er en fejl, at nedprioritere dansk i forhold til eksempelvis engelsk for det er jo ikke i London eller New York, at grønlændere tager deres uddannelse. Det er i Danmark.

På den modsatte fløj af Søren Espersen sidder hans grønlandske folketingskollega Kuupik Kleist. IA’s repræsentant på Christiansborg har lidt svært ved at tage Søren Espersen udmeldinger seriøst:

-Jeg tror, at de udtalelser, der kommer fra Dansk Folkeparti bunder i uvidenhed om Færøernes og Grønlands udvikling. Jeg må tage udmeldingerne som udtryk for, at Dansk Folkeparti nu har ændret dets grundsyn på arbejdet omkring Grønlands selvstyre.

Venstres Grønlands-ordfører, Lars Christian Lilleholt, er ifølge Ritzau enig med Kuupik Kleist.

- Regeringens holdning er, at Grønland selv bestemmer, hvornår de vil have selvstændighed, og den linje ser jeg ingen grund til at ændre på. Det er ikke fremmende for dialogen, at Dansk Folkeparti begynder at komme med den slags trusler i forhold til Grønland, siger Lars Christian Lilleholt.

Selvstyrekommissionen, som for tiden er ved at se på Grønlands muligheder for at udvide Grønlands selvstyre inden for Rigsfællesskabet forventer at være færdig med sin redegørelse om et års tid.