Dansk Folkeparti klar til at skære i bloktilskud

06. september 2005 06:25

I Folketinget er førstebehandlingen af næste års finanslov startet i dag. De kommende måneder vil vise, om regeringen skal læne sig op af Dansk Folkeparti igen i år, eller om finansminister Thor Pedersen kan samle partierne om et bredt finanslovsforlig.

Hvis Dansk Folkeparti får sine krav igennem, kan det få konsekvenser for Grønland. Regeringens trofaste støtteparti kræver nemlig øget kontrol med bloktilskuddet og kæder det sammen med mulige besparelser i sit udspil til finanslov. Kravet kommer efter afsløringerne af misbrug af landsstyrets repræsentationskonto. Dansk Folkeparti er parat til at skære i bloktilskuddet, hvis ikke kravet går igennem.

- Vores støtte afhænger af om Rigsrevisionen får adgang til at føre øget kontrol. Ellers er 2,5 milliarder også en pæn støtte til de 50.000 grønlændere, sagde Kristian Thulesen-Dahl i sidste uge til Kristeligt Dagblad.

Partiet lægger dermed op til at reducere bloktilskuddet med 800 millioner kroner. Iagttagere vurderer dog, at det ikke er sandsynligt at der kan samles flertal om at skære i bloktilskuddet.