Dansk flertal bag øget forsvarsbudget
Det skriver TV2, efter en række politikere i weekenden besøgte de danske soldater i Irak.
Ifølge regeringsgrundlaget skal Forsvaret have “et substantielt løft”. Om det siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen:
- Når trusselbilledet ændrer sig, vi ser et mere aggressivt Rusland, vi ser, hvad der sker i Ukraine, vi drøfter Arktis, så skal man på en eller anden måde reagere. Det ligger i det substantielle løft.
Men hvad Forsvaret præcis har brug, ved Claus Hjort Frederiksen ikke, siger han.
Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er parat til at øge forsvarsudgifterne, mens Radikale Venstre ikke vil afvise det, siger formand Morten Østergaard.
Et flertal i Folketinget besluttede i december at øremærke 120 mio. kroner om året til Forsvaret i Arktis, mens et egentlig forsvarsforlig skal forhandles til efteråret.
Regeringen vil komme med et forsvarsudspil 1. oktober, oplyser Claus Hjort Frederiksen.