Dansk er vigtigt i Folketingsarbejdet

26. januar 2005 15:40

- Det vil være problematisk kun at være grønlandsksproget folketingsmedlem, fordi folketingssalen ikke er indrettet med simultantolke, siger tidligere folketingsmedlem Moses Olsen. Han siger også, at det er vigtigt at kunne beherske det danske sprog, for at kunne udtrykke sig klart overfor de andre folketingsmedlemmer. På dan anden side mener Moses Olsen også at det er uheldigt hvis man som grønlandskvalgt folketingsmedlem udelukkende er dansksproget.

Georg Olsen er folketingskandidat for IA, og han mener ikke sproget vil være noget problem for ham.

- Jeg stiller op for Grønland, så mit første sprog er grønlandsk. Jeg mener selv at jeg sagtens kan snakke dansk, selvom det ikke er perfekt. Men det er vigtigst at komme frem med min mening, sagde Georg Olsen.

Folketingskandidaten Palle Christiansen fra Demokraterne er udelukkende dansktalende. Han mener det er en fordel at være dansksproget.

- Alle taler dansk i Folketinget, så der vil ikke være problemer for mit vedkommende. Når grønlandsktalende henvender sig til mig, vil de som altid få svar på deres sprog ved hjælp af tolk, siger Palle Christiansen.