Dansk anbefaling af hvalfangst kritiseres

14. juni 2006 13:50

En tværpolitisk dyrevelfærdsgruppe i EU-Parlamentet sendte onsdag et brev til Per Stig Møller for at opfordre udenrigsministeren til at skifte holdning til kommerciel hvalfangst.

Baggrunden er, at Danmark vil stemme for kommerciel hvalfangst, men gruppen mener, at fangst af de store pattedyr er dyremishandling. Initiativtager til brevet er Socialdemokraten, Dan Jørgensen.

- Danmark har officielt den holdning, at EU skal tale med én stemme om bæredygtighed. I dette spørgsmål er vi det eneste EU-land, der har vores egen holdning, siger Dan Jørgensen.

Jagt på hvaler har været forbudt siden 1986, fordi bestandene var tæt på udryddelse. Men Danmark ønsker som eneste EU-land tale for at genoptage jagten på visse arter, der ikke regnes som truede.

Årsagen til, at Danmark stikker ud fra EU-linjen, er hensyntagen til Færøerne og Grønland, som begge slår til lyd for handel med hvalkød. Danmarks anbefaling af den kommercielle hvalfangst finder sted på IWCs samling, der begynder på fredag i Caribien.