Danmark kvalificeret til EM i fodbold på hjemmebane

Et uafgjort resultat i Dublin har sendt Danmark videre til EM-slutrunden i fodbold med mindst to hjemmekampe.
Danmark er sikret mindst to hjemmekampe i Parken ved EM-slutrunden i 2020. Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
19. november 2019 08:34

Mandag aften lykkedes det det danske fodboldlandshold at kvalificere sig til den kommende sommers Europamesterskaber i fodbold.

Det skete ved en kamp, der endte 1-1 mod Irland i den irske hovedstad Dublin.

Danske Martin Braithwaite sendte Danmark på vinderkurs og på vej til EM med det første mål i kampen efter 73 minutter.

Men Irske Matt Doherty aflyste den danske sejr med et mål fem minutter før tiden løb ud.

EM på hjemmebane

Uafgjort var dog nok til billetten til EM, som Danmark holdt fast i indtil slutfløjtet.

Europamesterskabet skal spilles i København og 11 andre europæiske byer. Og dermed er Danmark sikret mindst to hjemmekampe i Parken ved slutrunden.

Det er niende gang, Danmark skal spille med ved EM.

Europamesterskaberne 2020 begynder fredag den 12. juni, og finalen spilles i London søndag den 12.juli.

Foto © : David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Danske Martin Braithwaite scorede kampens første mål, der blev Danmarks billet til EM. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix