Danmark klar med historisk redegørelse

Statsministeriet har i dag offentliggjort en historiske redegørelse om de juridisk faderløse i Grønland.
Skrevet af Martine Lind Krebs
17. juni 2011 09:40

Rapporten slår blandt andet fast, at der mellem 1914 og 1974 i perioder har været stor forskel i retsstillingen for børn født uden for ægteskab i Danmark og Grønland.

Det er Naalakkersuisut der har ønsket at få foretaget udredningen, efter at KNR med afsæt i Anne Sofie Hardensbergs bog Kampen om en far satte fokus på problematikken. Den er udarbejdet af dr.jur., professor Linda Nielsen, ph.D. Jens Heinrich og adjunkt Sniff Andersen Nexø.

Statsministeren udtrykker sin tilfredshed med den historiske afdækning:

 - Udredningens afsnit om de berørte personers oplevelser giver et tankevækkende indblik i de personlige og følelsesmæssige vanskeligheder, der har været forbundet med at vokse op og leve som juridisk faderløs. Det er mit håb, at udredningen vil bidrage til en afklaring hos de berørte personer, siger han.

Han understreger, at den danske regering lægger stor vægt på at finde en løsning for de juridisk faderløse. Justitsministeriet forventes at tage stilling til muligheden for at give de juridisk faderløse mulighed for at få fastlået et faderskab.

Udredningen præsenteres i Katuaq på onsdag klokken 19. Forinden kan den læses på statsministeriets hjemmeside på både dansk og grønlandsk.