Danmark investerer 180 millioner kroner i grønlandsk beredskab

Danmark afsætter 1,2 milliarder kroner til at styrke beredskabet - heraf 180 millioner kroner til Grønland.
Fire danske ministre præsenterede tidligere i dag en milliardplan for øget beredskab i både Danmark og Grønland. Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Skrevet af Markus Valentin
23. februar 2026 11:00

På et pressemøde i Danmark offentliggjorde den danske regering en ny akutpakke på beredskabsområdet.

Men aftalen gælder ikke kun på den anden side af Atlanten; den kommer også Grønland til gode.

Den samlede akutpakke er på 1,2 milliarder kroner, som på kort sigt skal være med til at styrke evnen til at modstå, begrænse samt afhjælpe sårbarheder eller potentielt uønskede hændelser.

Det fremgår af et faktaark fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.

180 millioner kroner af det beløb er målrettet til beredskabsindsatser her i Grønland.

Transport og energi

Det fremgår ikke præcist på nuværende tidspunkt, hvad de 180 millioner kroner kommer til at blive brugt på.

Men under ministeriets punkt for Grønland, skriver de:

- Forstærket samarbejde på beredskabsområdet samt beredskabsindsatser på transport- og energiområdet.

20. januar offentliggjorde Múte B. Egede (IA) på et pressemøde, at naalakkersuisut har sammensat et koordinerende beredskabshold.

Her betonede han særligt, at myndighederne samarbejder om at styke kommunikation og sikre sig mod svigt i strømforsyningen.

Råd til beredskab

På et pressemøde den efterfølgende dag i januar var Peter Borg (D) og Aqqaluaq B. Egede (IA) mødt op, naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning og naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked, Boliger, Infrastruktur og Yderdistrikter.

Her lød det fra sidstnævnte, at borgerne også har et personligt ansvar for at være forberedte på kriser.

Aqqaluaq B. Egede kaldte det for en del af den grønlandske ånd at kunne klare sig uden avanceret teknologi.

- Derfor skal vi passe på hinanden og ikke bare vente på, at myndighederne gør noget. Vi skal kunne hjælpe os selv, og det gør vi ved, at husstande er beredte, sagde Aqqaluaq B. Egede på sidste måneds pressemøde.

På pressemødet offentliggjorde naalakkersuisut en brochure med råd kaldet: 'Forberedt på kriser - klar dig i fem døgn'.