Danmark henvender sig til Canada om Hans Ø

25. juli 2005 07:59

Udenlandske ministre kan ikke uden videre besøge danske områder – uden at orientere myndighederne først. Det vil det danske udenrigsministerium meddele Canada, skriver Jyllands-Posten i dag.

Henvendelsen kommer, efter at den canadiske forsvarsminister Bill Graham, uden at orientere de danske myndigheder, i onsdags besøgte Hans Ø nord for Grønland.

- Vi mener, at øen er dansk og altid har været det. Det vil vi i dag meddele de canadiske myndigheder, oplyser ambassadør Peter Taksøe-Jensen, der er chef for juridisk tjeneste i Udenrigsministeriet til avisen.

Ambassadøren mener, at det er vigtigt, at Danmark hurtigt reagerer på det uanmeldte ministerbesøg.

- Ellers risikerer vi at forringe vores fremtidige forhandlingsmuligheder, forklarer Peter Taksøe-Jensen.

Som vi fortalte i lørdagens radioavis, kan Hans Ø på lang sigt få betydning i Arktis. Hvis en kommende global opvarmning får isen i havet omkring øen til at smelte, kan det betyde, at Hans Ø pludselig kommer til at ligge meget centralt i forhold til nye sejlruter.

Ved kommende stridheder om fiskerettigheder og olieforekomster kan det også få betydning, hvilket flag der vajer over Hans Ø.