Danmark bagud på kræftområdet

Antallet af kræfttilfælde stiger i hele verden, og især i Danmark står det skidt til.
19. maj 2010 06:01

Ifølge Berlingske Tidende er der langt flere, der får kræft i Danmark end i de øvrige nordiske lande - Sverige, Norge og Finland. Og samtidig er der langt flere, som dør af deres kræftsygdom i Danmark.

Årsagen til den bundplacering er ifølge en ny rapport danskernes "risikoadfærd", med højt forbrug af tobak og alkohol. Derfor skal der nu satses massivt på forebyggelse.

- Vi er nødt til at se på danskernes livsstil. Problemet er, at den danske befolkning på grund af tobaks- og alkoholforbrug ikke er i en tilstand, som understøtter en succesfuld behandling, og derfor får vi dårligere resultater, siger afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse overlæge Hans H. Storm.

Kræftens Bekæmpelse har lavet en liste over ting, som man selv kan gøre for at forebygge kræft:

At spise sundt, være fysisk aktiv hver dag, begrænse sit alkoholforbrug, lade være med at ryge, undgå overvægt og overdreven solbadning.