Danmark bagataliserer sin kolonifortid

Det danske magasin for samtidskunst SUM, har i sit nye nummer en temasektion med fokus på Grønland, blandt andet med bidrag fra Julie Edel Hardenberg. Mere præcist er temasektionen en række tekster som forsøger at afdække forskellige vinkler i forholdet mellem Danmark og Grønland i lyset af den koloniale fortid.
Skrevet af Karsten Sommer
09. maj 2009 16:52

Tone Olaf Nielsen har som en del af kuratorkollektivet Kuratorisk Aktion, været med til at sammensætte sektionen, og de har tidligere beskæftiget sig med Danmarks koloniale fortid. En fortid som hun mener mener, at man i Danmark bagataliserer.

- Vi er borgere i et land, som har deltaget i et kolonialistisk projekt. Og det er som om vi ikke tager ansvar for den historie. Vi fortrænger den og bagatelliserer den i Danmark, og fastholder sådan set fortsat suveræniteten over to landområder, Grønland og Færøerne. Sådan bør det ikke være i år 2009, mener Tone Olaf Nielsen.

- Men passer det? Det står da både Grønland og Færøerne frit for, hvis de vil erklære sig selvstændige?

- Ja, med visse forbehold. Vi har jo sørget for at der er et dansk administrationssystem, som har sat sig kraftige spor i begge lande, og man har skabt en slags økonomisk afhængighed mellem landene, i form af det famøse bloktilskud, som skaber en form for mental afhængighed, som gør at begge parter er bange for at give helt slip på hinanden, siger Tone Olaf Nielsen.

- Hvis Danmark var rigtig ”fair”, frigav man begge territorier med fortsat bloktilskud, så de to selvstyreområder fik mulighed for over længere tid at opbygge deres egne økonomier. Men det gør man ikke. Man siger: - I kan få fuld selvstændighed når som helst. Men så ryger bloktilskuddet!, slutter redaktøren af tidsskriftet SUM.

Det nye nummer af SUM blev i onsdags præsenteret på Statens Museum for kunst, hvor blandt andet den grønlandske musiker Juno spillede.