Dødsfald

15. februar 2006 11:05

Politiinspektør Abel Egede er død efter længere tids sygdom. Han blev 60 år.

Abel Egede blev elev hos politiet i 1964, og har siden været med til at opbygge det grønlandske politi - stort set fra grunden.

I 21 år af de 38 år han virkede i Grønlands Politi, arbejdede han som politikommissær og senere politiinspektør.

Abel Egede har som formand for Grønlands Politiforening arbejdet for oprettelsen af en politiuddannelse i Grønland. Det skete i 1973.

Abel Egede har i en valgperiode også siddet i Nuuk Kommunalbestyrelse, ligesom han har siddet i Grønlandsbankens bestyrelse i en række år.

Abel Egede flyttede i 2002 til Rigspolitiets afdeling A, hvor han blandt andet beskæftigede sig med nordisk politisamarbejde.

Abel Egede er tildelt flere hædersbevisninger.

Udover at være Ridder af Dannebrogsordenen har han Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje, Nersornaat, i sølv, Politiets Hæderstegn og en medalje fra Rotary fonden.