Dårligt vejr langs vestkysten

Skrevet af Karsten Sommer
24. november 2005 10:53

Der er kun en måned til jul, men vejret i Vestgrønland byder alligevel på varme og deraf følgende stærkt blæsevejr.

Det har resulteret i at sneen mange steder er smeltet og at gader og fortove er meget glatte.

Meterolog Carsten Damberg fra DMI i Kangerlussuaq forklarer at pga. lavtrykket er der kommet varm luft til Vestgrønland fra USA og Canada. Det har fået til følge at der er stærk vind i nogle områder, samt slud og varme.

F.eks. har man i Upernavik i dag plus 1 grad – og i Nuuk helt op til 13 graders varme. I Paamiut er det 10 grader varmt.

I Nuuk og Maniitsoq blæser det mellem 15 til 20 meter med vindstød mellem 30 til 35 meter pr.sekund.

Varmen fortsætter frem til lørdag med, fortæller Carsten Damberg fra DMI i Kangerlussuaq.

Vejrforholdene har også ført til problemer for Air Greenland, der har måttet aflyse en række flyafgange.

En Dash-7 fra Kulusuk, der i går skulle flyve til Nuuk via Kangerlussuaq, er ikke kommet længere end til Kangerlussuaq. I går var der også et fly fra Nuuk, der skulle til Narsarsuaq, som i stedet måtte lande i Kangerlussuaq, fortæller Nuunu Frederiksen fra Air Greenlands Operationsafdeling.

I Nuuk sidder der i dag 79 passagerer, der skulle have været til Danmark i dag, men som ikke kom af sted til Kangerlussuaq i morges. Man vil i eftermiddag forsøge at flyve fra Kangerlussuaq til Nuuk.

Planerne for i morgen ligger først klar i eftermiddag, slutter Nuunu Frederiksen fra Air Greenland.