Dårlige håndværkere ønskes sorteret fra

Skrevet af Mads Lynge
17. maj 2006 12:59

INI skal i fremtiden sortere dårlige håndværkere fra inden opgaver som eksempelvis at male lejligheder bliver udbudt til firmaer.

Det er beskeden fra Direktoratet for boliger og infrastruktur til det hjemmestyre-ejede boligselskab, INI, fortæller afdelingschef Bolig og infrastruktur, Olafur P. Nielsen:

- Man kunne overveje at indføre det, man kalder en prækvalifikiation. Det vil så foregå på den måde, at INI A/S opfordrer malerfirmaer her i byen til at lade sig registrere således at de indsender en række oplysninger om virksomheden. Derefter vil man så tage stilling til, hvilke af de virksomheder lever op til de krav, eller standarder, som INI ligger for vejen, siger Olafur P. Nielsen.

Boligselskabet har i nogle tilfælde været uheldig i forbindelse med en række opgaver, hvor ufaglært arbejde er blevet anvendt. Olafur P. Nielsen mener nu at man gennem prækvalifikationsrunden vil opleve et mærkbart kvalitetsløft ved udelukkende kun at anvende fagligt kvalificeret arbejde.

En præ-kvalifikation vil typisk vare et år, mener Olafur P. Nielsen.