Dårlig transport isolerer Upernavik

Transportmulighederne i Upernavik er så dårlige, at borgerne i Upernavik føler sig afsondret og totalt isoleret fra resten af Grønland. Sommerbesøg hos familiemedlemmer i andre byer er næsten umuligt.
04. juli 2008 13:25

For få år siden stoppede Arctic Umiaq Line med at besejle Upernavik med kystpassagerskibe. Og vil man rejse med fly, skal man dele passagerstole med rejsende til og fra Uummannaq og Qaanaaq. Det får nu

forbrugerrådets formand i Upernavik kommune Samuel Mørch til at spørge, om myndighederne vil affolke Upernavik.

- Som alle ved er al sommersejlads med kystpassagerskibe stoppet, og vi er før kommet med borgernes frustrationer. Til ingen verdens nytte, viser det sig. Vi er trætte af ikke at blive hørt. Nu synes vi det er på tide igen at tage sagen op. Lad os få mulighed for at sejle med kystskibe igen, siger Samuel Mørch.

Borgerne i Upernavik og omegn venter og venter på at få plads i fly og enkelte personer samt sportsklubber sejler i joller med påhængsmotorer i vore livsfarlige farvande frem og tilbage, især i området Sigguk mellem Upernavik og Uummannaq, siger han.

Det er ikke kun til konfirmationer eller andre familiebesøg, borgerne har brug for sejlads.

- Vi vil ellers også gerne på ferie ved at sejle med kystpassagerskib, fordi mange også er bange for at flyve. Vi savner simpelthen mulighed for at sejle til andre steder med passagerskib. Men vi bliver ikke hørt. Jeg hører efterhånden fra flere, som mener, at det er tegn på affolkning af Upernavik, understreger Samuel Mørch.