Cykler fra Finland til Indonesien for grønlandske børn

Seværdigheder som Hagia Sofia i Tyrkiet og Registan Pladsen i Uzbekistan, møde nye mennesker og maveproblemer i Tajikistan.
15. oktober 2018 06:43

Det er nogle af de oplevelser, Emil Hvidtfeldt har mødt på sin mere end 8000 kilometer lange cykelrejse, som langtfra er slut. Formålet er at samle penge ind til Foreningen Grønlandske Børn. 

Englænderen Jamie McDonald har gjort det for børn i et hospital i Storbritannien. Hollænderen Henk Van Dillen har gjort det for eventyrets skyld. Nu gør Emil Hvidtfeldt det. Krydser det meste af verden på to hjul. Han gør det for at hjælpe grønlandske børn og unge. Pengene skal bruges på at få flere grønlandske unge gennem en uddannelse.

Indtil nu har han cyklet i 166 dage på alverdens veje og i de varme ørkener. 

- Det har gået meget pænt, jeg er cirka halvvejs nu. Lige nu er jeg i en by der hedder Krygyzstan i Tajikistan, fortæller Emil Hvidtfeldt, der kommer fra Hørning.

Men hvorfor cykler en dansker ti timer om dagen for at hjælpe grønlandske børn og unge?

Emil har studeret i Sisimiut i et år, hvor han var nødt til at stoppe sin ingeniør-uddannelse, da han fik depression. Det viste sig, at flere af Emils klassekammerater kæmpede med lignende problemer. 

- Det giver bare mening for mig at støtte, fordi jeg ligesom har set problemet med egne øjne og har lidt erfaring også.

Gennem 26 lande

Ruten fra Finland til Indonesien går gennem 26 lande, i alt 18.000 kilometer. Undervejs på sin tur møder han mange nye mennesker, der gerne vil vide mere om verdens største ø.

- Det er faktisk ret spændende at fortælle om, og folk er meget nysgerrige og synes det er spændende at høre om. Jeg tror også for mange af dem jeg møder og snakker med er det også lidt en øjenåbner at der findes sådan et sted i det hele taget.

Han pakkede sin kuffert i april i år og startede sin cykeltur i Turku i Finland. Hvis planen holder, slutter han sin rejse i Indonesien i foråret 2019.

- Der har det været noget med at sætte noget musik i ørerne også bare træde i pedalerne og køre derudad.

Emil Hvidtfeldt opdaterer undervejs sin rejse, som han kalder for "The Odd Trip" på Instagram, Facebook og på sin hjemmeside.