Colosseum åbner for turister med ansigtsmaske 1. juni

Italien er begyndt at åbne lidt op efter måneders kamp mod coronavirusset. Blandt andet åbner Colosseum snart.
Et besøg må maksimalt vare 15 minutter, og man lukkes ind i grupper på 14 personer. Foto © : Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
27. maj 2020 08:33

Efter næsten tre måneders nedlukning genåbner Colosseum i den italienske hovedstad, Rom, den 1. juni for turistbesøg.

Det oplyser Parco archeologico del Colosseo tirsdag.

Ligesom alle andre italienske monumenter og museer blev Colosseum lukket den 8. marts for at begrænse spredningen af coronavirus.

LÆS OGSÅ Italien tillader rejser til og fra udlandet fra 3. juni

For at besøge den historiske bygning, der er landets mest populære turistattraktion, skal man bestille tid i forvejen. Derudover skal man bære ansigtsmaske og skannes for ens temperatur, inden man må gå ind.

Et besøg må maksimalt vare 15 minutter, og man lukkes ind i grupper på 14 personer.