CITES følger ikke normal procedure

Skrevet af Karsten Sommer
26. maj 2005 15:09

CITES´ Animal Committee der fører tilsyn med truede dyrearter, har beordret igangsættelse af en omfattende undersøgelse af narhvalens tilstand, både i Grønland og Canada. Grønland kritiserer CITES´ beslutning – alle normale procedurer er tilsidesat og CITES´s beslutningsmateriale er fyldt af fejl.

Baggrunden for at undersøgelsen bliver igangsat, er en henvendelse fra EU´s repræsentant i Animal Commite, der bygger kravet på en række mere eller mindre videnskabelige undersøgelser af narhvalsbestanden.

Ifølge direktør i direktoratet for Fiskeri og Fangst – Amalie Jessen - stammer nogle af komiteens tal fra Verdensnaturfonden, nogle ser ud til at komme fra hvalbeskyttelses-organisationen Whale Dolphin Conservation Society, og nogle er gamle tal fra Hjemmestyrets egne undersøgelser.

Det er kommet bag på både Grønland og Canada at CITES har valgt allerede nu at beordre den omfattende undersøgelse – en såkaldt Significant Trade Review – på baggrund af henvendelsen fra EU´s repræsentant.

Anmodningen fra EU er ikke et egentligt beslutningsforslag, men blot et informationsdokument, som ifølge normal procedure ikke er nok til at sætte den store undersøgelse i gang. Derudover siger reglerne også, at de anklagede lande skal have mulighed for at komme med høringssvar, inden en endelig beslutning om undersøgelse bliver taget. CITES har alligevel dekreteret igangsætning af undersøgelsen med det samme. Grønland vil få denne henvendelse inden en måned og har så to måneder til at gøre rede for narhvalens situation.

Grønland gjorde ved CITES-mødet i Geneve forleden, opmærksom på at der til efteråret er fastlagt møde i den canadisk-grønlandske fælleskomite, der netop tilser havpattedyrenes situation, og at der til dette møde vil blive fremlagt ny viden om situationen. Disse nye undersøgelser, som netop vil kunne tegne et mere realistisk og opdateret billede af narhvalens situation, når nu ikke at komme med i Grønlands svar til CITES.

Amalie Jessen påpegede desuden en række faktuelle fejl i baggrundsmaterialet fra EU, ukorrekte og forældede fangsttal, påstande om at alle 11.000 folk med fangstbevis jager narhvaler, og at jagten på narhval først og fremmest handler om at få fat i hvalernes stødtænder.

Ikke desto mindre er Grønland forpligtet til at svare på CITES´ henvendelse, når den kommer, og det vil også ske, påpeger Amalie Jessen.