CIA-flyvninger skal undersøges

Skrevet af Karsten Sommer
24. november 2005 06:37

Det fungerende landsstyre ønsker en afklaring af, om Grønland er blevet anvendt af CIA i forbindelse med transport af terrormistænkte. Det oplyste fungerende landsstyremedlem for udenrigsanliggender Josef Motzfeldt i går ifølge Ritzau.

- Vi kan på ingen måde acceptere, hvis konventioner indenfor luftfart og menneskerettigheder er overtrådt. Vi går ud fra, at den danske regering vil gøre dette synspunkt klart overfor amerikanerne. Vi vil heller ikke acceptere, at Grønland bruges som mellemstation i forhold til operationer, hvor almindeligt anerkendte menneskerettigheder er sat ude af spil, påpeger Josef Motzfeldt.

Han anmoder om, at det kommende landsstyre får en orientering om sagen.