Canadisk militær fryser

11. marts 2006 13:43

Det canadiske militær er slet ikke klædt på til operationer i Arktis.

Det er Ed Picco fra Nunavuts regering, der kommer med kritikken af militæret, fortæller CBC.

Picco siger det ikke giver mening, at soldaterne tropper op iført grønne camouflage uniformer, når der ikke er et eneste træ i Arktis.

Og uniformerne er heller ikke varme nok. De er kun lavet, så de kan klare kuldegraderne i den sydlige del af Canada.

Og kritikken stopper ikke ved militærets tøj. Nunavut-ministeren siger, at den også er gal med deres våben. På grund af den forkerte slags smørelse fryser mekanikken inde i soldaternes maskingeværer fast.