Canadas premierminister går i karantæne: Hustru er smittet

Canadas premierminister Justin Trudeaus hustru er testet positiv for coronavirus efter en rejse til Storbritannien.
Premierminister Trudeau går i karantæne sammen med sin smittede hustru de næste 14 dage. Foto © : Carlos Osorio/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. marts 2020 08:00

Den canadiske premierminister Justin Trudeaus hustru, Sophie Gregoire-Trudeau, er testet positiv for coronavirus.

Det oplyser premierministeren i en pressemeddelelse sent torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 48-årige premierminister udviser ikke selv symptomer.

Men han vil i lighed med sin kone gå i karantæne i 14 dage, oplyser Trudeaus talsmand på Twitter.

Trudeau skal holde telefonmøder

Sophie Gregoire-Trudeau har udvist symptomer på forkølelse, siden hun for nylig vendte hjem fra Storbritannien.

Premierministeren vil for at være på den sikre side deltage i "briefings, telefonopkald og virtuelle møder hjemmefra" de næste uger.

Trudeau har desuden aflyst et møde med lederne af Canadas provinser og territorier. Han planlægger dog stadig at tale med dem over telefon om de tiltag, der tages i Canada for at inddæmme spredningen af coronavirus.

I Canada er der hidtil registreret omkring 150 smittetilfælde i syv ud af landets ti provinser og et enkelt dødsfald.