Canada skruer bissen på

Canada vil skærpe kampen mod det europæiske forbud mod sælprodukter.
Skrevet af Louise M. Kleemann
11. februar 2011 08:31

Den føderale fiskeriminister Gail Shea forventes i dag at annoncere, at regeringen bringer emnet på bane i World Trade Organization.

Canada og EU har indtil nu været igennem en "høringsfase" i et års tid, men ifølge nogle embedsmænd har der ikke været nogle fremskridt i sagen.

Det næste skridt vil vise om spørgsmålet bliver sendt til et formelt konfliktløsningspanel.

En beslutning om at forbyde sælprodukter blev vedtaget af 27 europæiske lande i 2009. Canada hævder, at beslutningen overtræder EU's handelspolitiske forpligtelser. Det skriver CBC News.