Canada beklager Great Greenlands beslutning

11. januar 2006 12:30

-Vi er selvfølgelig kede af Great Greenlands beslutning om at stoppe for importen af sælskind. Men det er en beslutning fra en Hjemmestyreejet virksomhed, siger Canadas ambassadør i Danmark, Fredericka Gregory. Hun siger at Canada respekterer virksomheders ret til selv at vælge leverandør. Men canadierne håber alligevel at Great Greenland genovervejer beslutningen:

Beslutningen vil kunne ændres når Great Greenland får klarlagt det som ambassadøren kalder de faktuelle omstændigheder ved sæljagten. Fredericka Gregory mener, at den årlige forårsjagt faktisk foregår på en både human og bæredygtig måde. Det sørger de canadiske fiskerimyndigheder for.

Myndighederne overvåger nøje fangsten og sikrer at den ikke overstiger kvoterne, og at den foregår på en human måde, siger Fredericka Gregory.

Hun har set tv-optagelserne forleden i dansk tv men påpeger, at optagelser fra miljøorganisationer ofte er meget selektive og skaber et forkert billede af virkeligheden. For eksempel hvad angår den omdiskuterede køllefangst.

-Vores myndigheder har undersøgt sagen nøje og de siger, at køllefangst er en human og effektiv måde at dræbe sæler på. Meget tyder på at brugen af køller ved fangst af sælunger faktisk er mere human end den måde mange dyr bliver slagtet på i slagterierne i dag, siger ambassadøren.