Byggefirma må til Polen efter tømrere

27. januar 2006 14:58

Der er stor mangel på håndværkere i Grønland. Og heller ikke når man søger i hele Skandinavien er der sikkert, at man finder de rigtige. Det forholdsvis nystartede byggefirma Greenland Ground Construction A/S i Nuuk rejser helt til Polen for at finde tømrere – og det har firmaet haft held med, fortæller en af ejerne, Leif Aagaard:

- Det er meget, meget svært at få kvalificerede håndværkere. Vi søger først og fremmest her i byen og så i hele Grønland. Så søger vi i Danmark, Norge, Sverige, Færøerne og Island har vi også søgt igennem det sidste halvandet år, men det er svært at få nogle folk. Nu er vi begyndt at søge i Polen, og der er det meget let. Vi fik ca. 600 henvendelser på den seneste annonce i Polen. Hvis bare ti procent af dem er kvalificeret er det jo rigtig godt, siger Leif Aagaard.

GGC har i øjeblikket ansat syv polske tømrere og kan sagtens bruge flere uden at det dog ligefrem behøver at være polakker.

Leif Aagaard bekræfter, at der er afskediget tømrere i virksomheden forud for ankomsten af de seneste polske tømrere. Men han afviser, at der er fyret tømrere for at give plads til polakkerne.

- Nej det ville da være fuldstændig tåbeligt. Det er jo ikke billigere med polakker, tværtimod. For det første skal du til Polen og hyre dem, du skal have dem herop, man skal have opholdstilladelse igennem udlændingestyrelsen i Danmark, og man skal have godkendelse fra arbejdsmarkedskontoret heroppe, så administrativt er det temmelig bøvlet. Og de får samme akkorder, som de folk vi i øvrigt har heroppe. De får ikke mindre i løn.

Virksomheden GGC har også lokale voksenlærlinge under uddannelse, og det har man store forhåbninger til. Modne medarbejdere er ofte mere stabile end de helt unge, siger Leif Aagaard.