Bygderne skrumper ind

De mindste bygder med op til 50 indbyggere, har hvert år mistet 5 procent af indbyggerne. Tendensen har været gældende i de sidste to årtier. Det viser tal fra en ny rapport om de grønlandske bygder, som er udarbejdet af Grønlands Statistik.
Helt slemt bliver det for årene 2005 til 2009. Her har de små bygder oplevet et årligt fald på over 13 procent.
Og hvor flytter alle de mennesker så hen? Til de store og små byer - ikke de mellemstore, viser undersøgelsen.
Således er byer med over 3000 indbyggere i gennemsnit vokset siden 1990, og det samme gælder byer med mellem 500 og 1000 indbyggere. Modsat har byerne med mellem 1000 og 3000 indbyggere oplevet et overordnet fald.
De byer, der procentvis er vokset mest, er Nuuk, Tasiilaq og Upernavik, mens 7 byer har oplevet et fald i befolkningen siden 1990 - og her står det værst til i Paamiut og Qasigiannguit.
Der er også nogle bygder, der vokser. For selvom befolkningstallet siden 1990 er faldet i 38 bygder, er det steget i 17.