Bygderne frygter konsekvenserne af ensprisreformen. Det kom frem under IAs landsmøde i går aftes hvor forsamlingen debatterede hovedbestyrelsens beretning. Partiformand Josef Motzfeldt lagde ellers vægt på at reformen er nødvendig for en mere selvbærende økonomi. Men bygderne har svært ved at forstå hvorfor de skal bære byrden ved reformen.
I alt 18 bygder har sendt en delegeret til IAs landsmøde. En af dem, Ingemann Dorph fra Tasiusaq i Sydgrønland pegede på de ringe beskæftigelsesmuligheder der i øjeblikket er i bygderne. Og der er ringe håb for fremtiden i hans øjne. - Indhandlingsanlæggene er lukkede i øjeblikket. Og det er svært for folk i bygderne at skulle overtage Nukas anlæg, påpegede Ingemann Dorph.
Blandt de øvrige kritikere på talerstolen var et af hovedbestyrelsesmedlemmerne Enok Sandgreen, der kommer fra bygden Akunnaaq ved Aasiaat. - De højere priser på el og vand vil helt sikkert føre til affolkning af yderdistrikterne sagde Enok Sandgreen.
IA fortsætter landsmødet i dag klokken ni. I dag skal kommunereformen og selvstyreplanerne drøftes af de i alt 48 delegerede på mødet.