Brugere skal betale store byggerier

20. april 2006 13:46

Grønland skal finde et sted mellem 3 og 4 milliarder kroner til store byggerier i fremtiden. Ved åbningen af Landstingets Forårssamling i dag, vil Josef Motzfeldt lægge op til, at pengene skal findes hos brugerne. Det betyder, at du, når du skal ud at flyve, måske skal betale gennem eksempelvis en lufthavnsafgift.

Oplægget findes i den såkaldte "Politisk-Økonomisk Beretning 2006", der fredag eftermiddag fremlægges for Landstinget. Der foreslår landsstyret, at de virksomheder og borgere, der bruger byggeriet også skal betale den største del.

- De borgere og virksomheder, der nyder godt af investeringerne skal også betale størstedelen af de nødvendige anlæg- og driftomkostninger, skriver Josef Motzfeldt i beretningen.