Brug for terror-beredskab i Grønland

12. november 2005 12:47

Folketingsmedlem Lars-Emil Johansen efterlyser en trusselsanalyse og et dertil hørende beredskab i forbindelse med, at det amerikanske CIA ifølge forlydender har benyttet grønlandske lufthavne til mellemlandinger i forbindelse med transport af mistænkte terrorister.

Det sker i et spørgsmål til statsminister Anders Fogh Rasmussen.

- Det er karakteristisk, at hverken Færøerne eller Grønland er nævnt i embedsmandsrapporten om evt. øget dansk indsats mod terror. Det er for dårligt, eftersom vi er dele af riget. Men når det drejer sig om at sikre Danmark, tænker man mest på Nørreport og omegn, siger Lars-Emil Johansen.

Lars-Emil Johansen begrunder sit spørgsmål med, at de påståede CIA-mellemlandinger i Grønland er en skjult krigsvirksomhed, der mangedobler faren for terrorangreb.

- Jeg indrømmer, der er tale om indicier, men der er tale stærke indicier for mellemlandingerne. Hvad sker der, hvis en formodet terrorist overtager kommandoen med et fly, spørger det grønlandske folketingsmedlem.