Borgmester erkender socialrådgivernes dårlig løn

08. juni 2006 05:22

Lønnen til de kommunalt ansatte socialrådgivere er for lav. Det siger borgmester i Nuuk Kommune, Agnethe Davidsen.

- De skal have en tidssvarende og bedre løn, så det er attraktivt at arbejde i den sociale frontlinje i de kommunale socialforvaltninger, mener Agnethe Davidsen.

Men hun har svært ved at smide flere penge på deres lønseddel. Allerede i 2004 sendte Nuup Kommunea et oplæg til en omklassificering af de kommunalt ansatte socialrådgivere til KANUKOKA. Siden gik der 7 måneder inden oplægget blev sendt videre til hjemmestyret, og der ligger det stadig.

Agnethe Davidsen tror ikke meget på, at løn-problematikken kan løses i år, da overenskomst-forhandlingerne på området først går i gang til efteråret, og det er selv om, at den gældende overenskomst på området er opsagt fra udgangen af april i år.

Socialudvalgets formand, Ove Karl Berthelsen, har foreslået, at kalde deres socialrådgivere for konsulenter for dermed at kunne tilbyde en bedre løn.