Borgermøde spild af tid - mener oppositionen

08. juni 2006 15:46

Oppositionen i Qaanaaq kommunalbestyrelse er utilfreds med det borgermøde som byens borgmester Johanne Nielsen holdt i tirsdags, for at informere borgerne om byens dårlige økonomi.

- Kommunalbestyrelsen var slet ikke inviteret og mødet burde aldrig have fundet sted, siger Jens Danielsen, som er kommunalbestyrelsesmedlem fra Siumut i Qaanaaq.

- Jeg har ikke hørt noget om, at der var borgermøde, jeg er fanger og tager ud på havet, og er ikke blevet orienteret om mødet i god tid, siger siumutter Jens Danielsen fra kommunalbestyrelsen.

Det afviser Qaanaaqs borgmester Johanne Nielsen dog helt og aldeles.

- Siumuts gruppe var orienteret om mødet, siger borgmesteren.

Jens Danielsen mener desuden, at mødet var helt unødvendigt, for der blev ikke fremlagt konkrete fakta om økonomien og der kom ingen løsningsforslag på bordet.

- Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var arrangeret et borgermøde som var ordentlig planlagt og med oplysninger om den eksakte økonomiske situation, siger Jens Danielsen.

Kommunen har ingen præcis viden om dens økonomiske situation, før en tilkaldt regnskabskonsulent har gennemgået økonomien. Og resultaterne af den undersøgelse forventes først klar i slutningen af juni.

- Først når resultatet af den økonomiske undersøgelse foreligger, kan kommunalbestyrelsen gå i gang med planlægningsarbejdet og lave forslag til, hvordan den økonomiske situation skal se ud i fremtiden. Først til den tid giver det mening, at inddrage borgerne, så de har nogle konkrete tal at tage stilling til, siger kommunalbestyrelsesmedlem i Qaanaaq, Jens Danielsen.