Borgermøde om Fjordskolen

08. december 2005 17:34

En omfattende handleplan skal løse problemerne på den balladeramte Fjordskolen i Kangerlussuaq.

Forældrene skal snarest informeres om den, og det vil ske i form af et borgermøde, der kun har skolen på dagsordenen.

Det siger fungerende skoledirektør i Sisimiut Kommune Lars-Jørgen Kleist efter at problemerne har været drøftet i tre dage mellem lærerkollegiet og en delegation fra kommunen.

- Vi er enige om en omfattende handleplan. Vi ønsker et tæt samarbejde og målet er også at bibeholde den nuværende lærergruppe, siger Lars-Jørgen Kleist.

Ifølge skoledirektøren står to af de syv lærere fast på deres opsigelse, men derudover er der ”en tendens til at lærergruppen vil give det en chance mere”, som han udtrykker det.

Handleplanen indeholder en række punkter, der skal gøre det lettere at være lærer og samtidig forbedre undervisningsmulighederne. Det gælder f. eks. 2 lærer-ordning i klasserne, og der skal uddannes særlige samtalepartnere, der kan tage sig af elevernes problemer. Desuden skal der etableres tværfagligt samarbejde med politi og socialmyndigheder, og der skal ikke mindst skabes flere fritidsaktiviteter og mulighed for undervisning uden for skoletiden.

Fjordskolen har 76 elever, hvoraf mange er berørt af sociale problemer og reagerer aggressivt.