"Bombevits" kan betyde sortlistning i danske lufthavne

23. juli 2005 16:40

Den 44-årige mandlige Air Greenland passager, der i går var skyld i evakueringen af Kastrups sikkerhedskontrol, risikerer nu aldrig mere at kunne tage med fly fra nogen dansk lufthavn.

Manden er indberettet til Statens Luftfartsvæsen, efter at han kom med en usædvanligt malplaceret "vittighed": Manden påstod, at der var en bombe i hans håndbagage, netop som han stod og skulle igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen i Kastrup.

Og den spøg kan altså med indberetningen medføre, at han nu bliver sortlistet i dansk luftfart, så han fremover ikke kan flyve via danske lufthavne. Det er op til Statens Luftfartsvæsen at afgøre, om manden nu erklæres uønsket i landets lufthavne.

- Det er et rigtig, rigtig dårligt tidspunkt at komme med

sådanne "vittigheder" på, sagde kriminalinspektør Carsten Holder fra Københavns Politi i går om hændelsen til Ritzau.

Og det skete med henvisning til det forhøjede beredskab i København efter terrorbomberne i London.