Bolden ligger hos Landstinget

25. august 2005 13:42

Selv om politimester Anders Linnet har sagt, at han sagen om misbrug af repræsentationskonti, og selv om NUNA Advokater skal undersøge muligheden for at hente penge tilbage, så er det reelt Landstinget, der har bolden, efter Jens Napaattooq og Rasmus Frederiksen trukket sig med et par måneders mellemrum.

Ifølge loven om landsstyremedlemmernes ansvar, er det nemlig Landstinget der bestemmer: De kan bede politimesteren i Grønland gå videre, og først derefter kan politiet gå ind i sagen.

Derfor er det stærkt begrænset, hvad politimesteren kan gøre, når han siger, at han vil se på sagen. Han kan for eksempel ikke rejse tiltale eller indlede en egentlig undersøgelse. Men som alle andre kan han søge om aktindsigt, hvilket da også er det, han har gjort.

Heller ikke Landstingets Ombudsmand kan gå ind i sagen – dels har de ikke modtaget nogen klager, og dels kan de ikke gå ind i en sag, som Landstinget har under behandling. Så medmindre Landstinget beslutter slet ikke at gøre noget, er der ikke udsigt til, at sagen havner på ombudsmandens bord.

Hvis Landstinget går til politiet, er det så op til politimesteren at beslutte om der skal rejses tiltale mod de tidligere landsstyremedlemmer – og om der i givet fald skal kræves erstatning.

Men som sagt ligger bolden altså hos Landstinget, når det gælder ministeransvaret, men Landstingets formand, Jonathan Motzfeldt, har først i dag fået mulighed for at se nærmere på sagen, så han vil vente med at udtale sig om, hvad der nu skal ske.

Udover ministeransvaret er der også embedsmændenes mulige ansvar – og der er næppe tvivl om, at hvis ministrene har gjort noget galt, har deres embedsmænd det også – hvis de ikke har gjort noget for at standse det galoperende brug af repræsentationskonti. Hvis man får kendskab til at noget er galt, skal man i det mindste gå til sin nærmeste foresatte – i nogle tilfælde helt til toppen. Hvad konsekvenserne kan blive for embedsmændene, der har tiet, kommer an på deres ansættelsesforhold. Der er bestemte regler for tjenestemænd, mens overenskomstansatte i værste fald risikerer at blive fyret, hvis de ikke har gjort, som de skulle.

Landsstyrets adm. Direktør Kaj Kleist fortæller, at de afventer resultatet af advokatundersøgelsen, og han har endnu ingen kommentarer, hvad angår et eventuelt ansvar hos embedsmændene.

Han oplyser samtidig, at en revision af cirkulæret om repræsentation for øjeblikket er til høring blandt direktørkollegiet, hvorefter forslaget går videre til landsstyret.