Boghandel skifter ejer

Skrevet af Karsten Sommer
03. oktober 2005 19:14

Det var lidt af en epoke der sluttede i dag i Nuuk, hvor der var reception i Atuagkats boghandel.

Butikkens ejere gennem små 20 år, Inger Hauge og Sten Amandus, gav roret videre til nye ejere.

Inger Hauge fortæller at det ikke er svært at sige farvel til livet som boghandler.

- Jeg er lettet og glad, og overbevist om at de nye ejere vil videreføre boghandlen i den rette ånd. Og interessen for at læse grønlandske bøger er stadig stor.

- Det grønlandske marked er jo lille, og der er selvfølgelig mange, der ikke normalt læser bøger i dag. Men når det er sagt, så er det stadig imponerende hvad man kan sælge af grønlandsksprogede bøger.

- Min drøm er at der snart er en der skriver en grønlandsk samtidsroman. Et ungt menneske, der skriver om hvordan livet i Grønland opleves i dag. Det mangler vi i den grad. Og den skal naturligvis skrives på grønlandsk.

- Jeg håber den allerede ligger gemt i en skrivebordsskuffe et eller andet sted i Grønland, men det vi ser mest på forlaget Atuagkat i disse år, er digte.

- Men om ikke andet kan jeg da håbe at der sidder nogen lige nu og hører på hvad jeg siger, og tænker: ”Hallo, det er da MIG der skal skrive den!”

Og sådan en samtidsroman kan Inger Hauge og Sten Amandus stadig komme til at arbejde med. Ægteparrets forlag Atuagkat fortsætter uforandret, mens altså boghandelen pr. i dag er overtaget at det dansk-grønlandske ægtepar Dorthe og Claus Jordening.