Biolog: Sultne sæler er ganske naturligt

En tikkende bombe under det grønlandske fiskerierhverv. KNAPKs opråb om en sælbestand, der vokser i faretruende fart, blev i går bragt videre i en lang række danske medier. Men rent faktisk kan man ikke sådan lige drage den bekymrende konklusion, lyder det fra en førende biolog, der også kalder flere udmagrede sæler for ganske naturligt.
Skrevet af Mads Fisker
10. januar 2012 15:56

Grønland er ved at drukne i sæler. Bestanden bare vokser og vokser, og det betyder både et stadigt større indhug i havenes spisekammer, men også udmagrede sæler. Avislæsere fra Flensborg til Norge kunne i dag stå op til det alarmerende nytårsbudskab fra KNAPK-formand Leif Fontain, der blev citeret i en lang række danske og  norske medier.

Men spørger man Grønlands førende biolog på området, Aqqalu Rosing Asvid, har man simpelthen ikke den tilstrækkelige viden til uden videre at betegne de mange sæler som en trussel mod - eller med Leif Fontains ord en tikkende bombe under - fiskeriet.

- Det er meget svært at sige noget om. Det kan vi ikke helt udtale os om. Vi har ikke nok viden om det. Men grønlandssæler spiser mest af lodder - ammassat, syd for Upernavik. Og så spiser de polartorsk. Og hvordan det influerer hele systemet er meget svært at sige. De spiser lidt det samme som torskene gør, så man kan forestille sig, at de konkurrer lidt med torsken. Men vi har ikke data nok til at kunne sige noget bestemt om det, siger Aqqalu Rosing Asvid fra Grønlands Naturinstitut.

Og når det kommer til KNAPK-formandens udtrykte bekymring for, hvad han kaldte en mulig hungersnød blandt sæler i Arktis, maner biologen ligeledes til besindighed. Ja, flere sæler sulter givetvis; men det er kun naturligt, lyder det.

- Man vil helt sikkert oftere se magre sæler efterhånden som bestanden vokser. Det er ikke unaturligt. Det er fordi bestanden skal til at regulere sig selv. Så der er ligesom ved at indstille sig nye ligevægte i økosystemet, lød det fra biolog ved Grønlands Naturinstitut, Aqqalu Rosing Asvid.

Anledningen til KNAPK-formand Leif Fontains advarsel mod den voksende bestand var det skarpt kritiserede EU-forbud mod import af sælskind. Godt nok gælder forbuddet ikke Grønland, men det er blevet kædet sammen med den drastisk faldende efterspørgsel efter sælskind på verdensplan. Og Danmark løber fra sit ansvar, når man ikke mere konsekvent hjælper Grønland med at få ophævet forbuddet, lød det fra KNAPK i nytårsudtalelsen.