Betinget dom i sag mod Siumut-politiker: 20 dage i anstalten
Siumuts Aslak Jensen er idømt 20 dages betinget dom i anstalten.
Sådan lyder dommen, som netop er blevet læst op i Sermersooq Kredsret i Nuuk.
Dommen betyder, at Aslak Jensen skal tilbringe 20 dage i anstalten, hvis han gør noget ulovligt i det næste år.
Han er tiltalt for 17. marts 2017 at have ringet til Kommuneqarfik Sermersooqs socialkontor og truet en af socialkontorets medarbejdere på livet. Han er tiltalt efter paragraf 37 i kriminalloven, der omhandler krænkelse af offentlig myndighed.
Sagen handler om en beslutning, kommunen havde taget omkring Aslak Jensens familie.
LÆS OGSÅ Siumut-politiker i retten: Nægter sig skyldig i dødstrusler
Aslak Jensen nægter sig skyldig.
Både forsvarer og anklager har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.
Anklagemyndigheden gik efter 30 dages betinget anbringelse i anstalt.
Ifølge anklageskriftet sagde Aslak Jensen i telefonen til Kommuneqarfik Sermersooqs socialkontor: - Jer og politiet vil jeg slå ihjel.
- Jeg vil finde ud af, hvem du er. Vent bare, jeg slår dig ihjel.
Dét kunne han dog ikke genkende i retten i dag. Han forklarede, at han godt kunne huske, at han ringede til kommunens socialkontor, men han mener ikke, at han har truet nogen.
- Jeg kan ikke huske, at jeg har sagt, at jeg vil slå nogen ihjel. Jeg sagde, at jeg vil følge sagen til ende, siger han i retten.
Vidne: Han har taget sin riffel med og er gået ned for at slå dig ihjel
I sin afgørelse lagde dommeren vægt på det videudsagn, som blev fremlagt i retten.
Indkaldt som vidne var den socialrådgiver, der modtog opkaldet fra Aslak Jensen tilbage i 2017.
I retten forklarede socialrådgiveren, at Aslak Jensen ringede for at få oplysninger om den sag, som kommunen havde truffet i forhold til hans familie.
Da Aslak Jensen ikke var part i sagen, kunne han ikke få oplysningerne. Derefter blev han ifølge vidnet meget vred, truede og råbte i telefonen. Her skulle han så have sagt, at han ville slå socialrådgiveren, hans kollegaer og politiet ihjel.
Socialrådgiveren beskrev herefter, at man tog kontakt til Aslak Jensens kone.
I telefonen skulle konen have grædt voldsomt og sagt:
- Hvordan er jeres dør? Han har en riffel.
Vidnet: Hvad for en dør?
- Han har taget sin riffel med og er gået ned for at slå dig ihjel.
Straks blev politiet alarmeret. De bad kommunen låse alle døre og holde sig væk fra vinduerne.
Sådan var det i timevis, forklarede vidnet, der understegede, at Aslak Jensens trussel ikke var til at tage fejl af.
Få dage efter hændelsen skulle socialrådgiveren dog have givet en anden forklaring, men det ændrede dog ikke på kredsrettens beslutning om at kende Aslak Jensen skyldig.
Aslak Jensen var Siumuts tredjestørste stemmesluger ved valget til Inatsisartut i april. Han er næstformand i Fiskeri-, fangst- og landbrugsudvalget i Intatsisartut.