Bernie Sanders vinder primærvalget i New Hampshire

Bernie Sanders vinder ifølge flere amerikanske tv-stationer snævert foran Pete Buttigieg i New Hampshire.
Bernie Sanders får 26 procent af stemmerne, mens Pete Buttigieg får 24,3 procent. Foto © : Mike Segar/Reuters/Ritzau Scanpix
12. februar 2020 07:38

Med næsten alle valgsteder talt op efter tirsdagens primærvalg i New Hampshire bliver senator Bernie Sanders udråbt som vinder af flere amerikanske tv-stationer.

- Denne her sejr er begyndelsen på enden for Donald Trump, sagde Bernie Sanders til jublende tilhængere, efter at både NBC og ABC havde udråbt ham som vinder.

Bernie Sanders vandt med en snæver føring foran 38-årige Pete Buttigieg, der vandt det første primærvalg i Iowa foran Sanders i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Skuffende valg for Biden

78-årige Bernie Sanders tilhører den mere venstreorienterede del af Demokraterne, mens Pete Buttigieg repræsenterer den moderate.

Tidligere vicepræsident Joe Biden blev forvist til en femteplads.

LÆS OGSÅ Pete Buttigieg vinder ultrasnæver sejr over Sanders i Iowa

Forud for tirsdagens primærvalg i New Hampshire var Joe Biden spået et dårligt valg ifølge meningsmålingerne efter et skuffende resultat i Iowa.