Beklager forhøjet krabbekvote

24. september 2005 16:27

Direktør i Saattuaq A/S Petrus Biilmann beklager, at Landsstyret har bøjet sig krabbefiskernes protester og forhøjet kvoterne omkring Nuuk-Paamiut, Sisimiut og Disko-Uummannaq-områderne.

Petrus Biilmann mener, at rådgivningen fra Naturinstituttet i højere grad burde respekteres.

- Det er ikke godt at man sådan fortsætter med at forhøje kvoten, siger han og foreslår en løsning, hvor fiskerne får to licenser.

På den ene skal man kunne fange det antal krabber, der anbefales af Naturinstituttet. Når krabbekvoten så er opfisket, har man den anden licens til at fiske hellefisk eller torsk.

Petrus Biilman mener ikke, at det behøver at give fiskerne store ekstraudgifter.

- Man skal bare anskaffe sig net og/eller en line, siger han.

I Sisimiut glæder krabbefisker Hanseeraq Olsen sig over, at der kan fiskes 200 tons ekstra krabber.

Han vurderer, at bestanden nok kan klare det ekstra indhug, og at Naturinstituttet burde revurdere deres rådgivning på området.