Befolkningsnedgang vil ramme Sydgrønland hårdest

Sydgrønland er den landsdel, som vil blive hårdest ramt af befolkningsnedgang frem til år 2030, viser mobilitetsundersøgelsen. Derfor er interessen for aluminiumssmelteværket i Maniitsoq særlig stor i denne landsdel.
16. januar 2010 12:39

Selvom der er langt til Maniitsoq, er Sydgrønland den landsdel, hvor folk viser allerstørst interesse for at arbejde på aluminiumssmelteværket.

- Vores fremskrivning viser, at Sydgrønland er den landsdel, der vil blive hårdest ramt af befolkningsnedgangen. Så det er oplagt, at de har brug for at finde andre aktiviteter, siger seniorforsker Rasmus Ole Rasmussen, der har været med til at udarbejde den nye mobilitetsundersøgelse.

Befolkningsnedgangen vil både ramme de sydgrønlandske byer og bygder. Flere af dem, forskerne har interviewet i Sydgrønland i forbindelse med mobilitetsundersøgelsen, har ytret ønske om den såkaldte pendlingsmodel:

- Altså hvor de kan blive boende i Sydgrønland, hvor de har deres venner og familie - men så have deres arbejde i 14 dages forløb for eksempel i Maniitsoq eller i en mine, fortæller Rasmus Ole Rasmussen.