Bedre opfølgning for kræftpatienter

Nyt system skal redde flere fra følgesygdomme, siger læge Susanne Brofeldt, Dronning Ingrids Hospital.
31. juli 2009 05:39

Opfølgningen af kræftpatienter med hoved-halskræft er nu sat i system, så flere kan reddes. Det siger læge Susanne Brofeldt, der er hals-næse-øre-specialist på Dronning Ingrids Hospital, skriver Sermitsiaq.

Det sker efter at ph.d.-studerende og læge Ramon Gordon Jensen i en undersøgelse om grønlandske kræftpatienters overlevelse har påvist, at mange patienter dør af følgesygdomme.

Behandlingen udføres og styres på kræftafdelingen på Rigshospitalet. I Grønland udføres der kontroller flere gange om året på Dronning Ingrids Hospital og én gang ved den rejsende ørelæge.

Når patienterne har fået stillet diagnosen på DIH får de mulighed for en samtale med en diætist om ernæring, før og efter strålebehandling. Det gøres for at forebygge for megen fejlernæring efter behandlingen.

- Vi kan dog stadig gøre det bedre, siger Susanne Brofeldt og understreger at mange klarer sig rimelig godt med både bivirkninger og sygdom.

Men der er stadig lang vej før antallet af patienter der enten dør af selve kræften eller af følgesygdommene kan bringes ned, siger hun.