I dag præsenterede Erhvervsdirektoratet den ny erhvervsfremmestruktur, der skal forbedre rammerne for erhvervslivet i Grønland.
Helt konkret skal to nye selskaber hjælpe iværksættere og virksomheder med at få deres idéer ført ud livet.
Landsstyremedlem for erhverv, Johan Lund Olsen er ikke i tvivl om, at den ny struktur vil komme nye erhvervsdrivende til gode.
- Der er nu bedre muligheder for professionel rådgivning og kapitaltilførsel, siger han.
Det er de to nye selskaber – et erhvervsudviklingsselskab og et ventureselskab, der skal stå for at give iværksættere og virksomheder den rådgivning og kapital.
Greenland Tourism er omdannet til et erhvervsudviklingsselskab. Her skal iværksætternes og virksomhedernes idéer hjælpes på vej.
Sulisa A/S er omdannet til et ventureselskab, der er villige til at poste penge i de fremkomne projekter.
Mikael Petersen har en virksomhed, der producerer grønlandske produkter til hjemmemarkedet. Virksomheden er i øjeblikket i lejede lokaler, men han vil gerne etablere sig i egne lokaler. Derfor har han i øjeblikket en ansøgning liggende hos Sulisa A/S, og han håber, han kan komme i betragtning under den nye struktur.
- Det betyder, vi vil få lettere ved at få en rentabel produktion og mulighed for, at vi kan udvide produktionen til hjemmemarkedet.