Bedre hø-høst i Sydgrønland

21. oktober 2005 09:39

Udbyttet af hø til fårefoder i Sydgrønland er bedre i år end sidste. Derimod er kartoffelshøsten ringere.

Fåreavl i Sydgrønland er det vigtigste erhverv, hvor i alt 51 fåreavlere har gårde fra Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq Kommuner. Chefkonsulenten i konsulenttjenesten for Landbrug under Hjemmestyret Kenneth Høegh siger, at det er gået godt for landbruget i år.

- Vi har haft et tidligt forår, og vi har haft rigeligt med nedbør det meste af vækstsæsonen. Og fåreholderne har været gode til at høste tidligt og lave noget godt foder.

- Mængdemæssigt er høsten i år lidt bedre end sidste år, men kvalitetsmæssigt er den betydeligt bedre, siger Kenneth Høegh.

De 51 fåreavlere havde sidste år en fårebestand på godt og vel 20.000 moderfår.