Baglandet bakker op om Lars-Emil

Skrevet af Karsten Sommer
24. maj 2005 15:17

”Offentligt dyneløfteri” kalder Lars-Emil Johansen den frivillige ordning, der opfordrer folketingsmedlemmer til at give oplysninger vedrørende deres hverv og økonomiske interesser til Folketinget. Og det virker til, at Lars-Emil Johansen har opbakning til sin holdning fra sine partikammerater i Siumut Nuuk. Næstformanden Ole Berthelsen siger:

-Det må være hans egen afgørelse. Jeg tror ikke det skaber mistillid til ham. Det er jo noget principielt, om man vil give de oplysninger eller ej.

-Selvfølgelig er det vigtigt at folk ved hvad deres kandidat står for, men hvis det stadig skal være attraktivt at være politiker, så er der også grænser for hvad man skal oplyse. Jeg ville i hvert fald ikke selv offentliggøre hvad jeg tjener, siger Siumuts næstformand i Nuuk.

Et andet bestyrelsesmedlem i Siumutafdelingen – Frans Heilmann - er helt sikker på at Lars-Emil Johansen er i sin gode ret til selv at bestemme hvad han vil oplyse. Det samme mener Marianne Jensen der også er medlem af Siumut Nuuks bestyrelse.

-Det er jo kun en opfordring, ikke tvang, om man vil give oplysningerne. Så det er op til den enkelte hvad man vil, siger Marianne Jensen.

-Men når det er sagt, så kan jeg vel også sige at debatten om dobbeltmandater og flere forskellige hverv, samtidig med at man er politiker, også findes her i Grønland.

-Det ville måske afmystificere tingene, hvis Lars-Emil fulgte opfordringen. Der vil vel være nogen, der ellers tror at han har noget at skjule.

-Jeg ville selv give oplysningerne, hvis jeg sad i Folketinget, slutter Marianne Jensen.