Baggrund: Stor retssag mod Kimik IT starter fredag

Skrevet af Karsten Sommer
19. maj 2005 17:32

Det er en langtrukken og speget sag, som landsretsdommer Søren Søndergård skal vurdere den næste uges tid.

For sagsøgte Kimik IT, står den på konkursbegæring, hvis de taber. Flere af stifterne går samtidig personligt konkurs.

For Kanukoka vil en sejr betyde, at de får medhold i en gammel æressag – og så vil landsforeningen i øvrigt blive tolv en halv million rigere.

Den tredje spiller er usynlig. Det er IT-firmaet KIT A/S, der står i kulisserne og hepper på Kanukoka.

Forvirret? Her er sagen i korte træk:

Kanukoka går i slutningen af halvfemserne med planer om at privatisere IT afdelingen. Den står for at udvikle og servicere kommunernes IT-løsninger. Borgmestrene i Kanukoka siger god for privatiseringen, og en model for vilkårene bliver formuleret. Selv IT-afdelingens stillinger bliver sagt op per første januar 1998. I stedet skal de være medejere af det nye firma. Men så begynder det hele at trække i langdrag. Der har lige været kommunalvalg, og det ny hold tøver.

Herfra er der to udlægninger.

Den ene lyder på, at den opsagte IT-afdeling populært sagt besætter Kanukokas IT-rum. Så udråber de sig selv til det selvstændige firma Kimik IT. Det giver ikke kommunerne andet valg, end at købe deres nødvendige ydelser hos det nystiftede firma.

Den anden udlægning går på, at medarbejderne i IT-afdelingen tager konsekvensen af Kanukokas beslutning. Og selv om det betyder, at de må belåne sig til op over begge ører, vælger de at udføre borgmestrenes vilje til punkt og prikke.

En ting er helt sikkert. Kimik har effektivt monopol på al kommunal IT i to år.

Herefter slår KIT A/S – Kanukokas nye IT hjertebarn - dørene op. Som konsekvens har Kimik IT i dag kun seks kommuner tilbage i stalden. Om KIT A/S også kunne have vundet dem, får vi måske aldrig at vide.

Det kommer helt og holdent an på, om landsretsdommer Søren Søndergård vælger at tro på, at Kanukokas IT-afdelings forvandling til Kimik A/S var ulovlig. Og at den i øvrigt kostede Kanukoka tolv en halv million kroner.

Uanset hvad juristerne finder ud af, er en ting helt sikkert. Skatteborgerne har for længst tabt. Vi betaler nemlig over kommuneskatten for både Kanukoka og Kimik IT’s drift – og med det, for fire et halvt års tidsforbrug og advokatregninger.

I løbet af fem dage skal seksten vidner afhøres, og dokumenter svarende til to fulde ringbind, skal gennemgås.