Børnetalsmanden får mange nødråb fra Tasiilaq

Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge bekræfter, at der ér mange sociale problemer i Tasiilaq.
Mange børn i Tasiilaq har har brug for hjælp og støtte. Foto © : Josef Nathanielsen
Skrevet af Inge S. Rasmussen
06. april 2016 14:35

- Vi modtager flere henvendelser fra Tasiilaq og bygder både fra børn, der ikke trives og fra voksne, der bekymrer sig eller mangler hjælp, siger en bekymret børnetalsmand Aviâja Egede Lynge i en pressemeddelelse.

Reaktionen kommer efter nyheden om, at Kommuneqarfik Sermersooq og Selvstyret i et nyt samarbejde vil søge andre veje til at løse de store udfordringer på det sociale område i østkystens største by.

Læs også Alvorlige sociale sager på halvdelen af børnene i Tasiilaq

Børnetalsmanden minder om, at 2016 er Børnenes År, og at det er vigtigt, at alle instanser sætter ind og hjælper børn, der har behov for det.

Samtidig påpeger Aviâja Egede Lynge, at børn har brug for langsigtede handleplaner.

Østgrønland kan se frem til et besøg fra børnetalsmanden til næste år, i efteråret 2017.