Børn mangler hjælp

11. februar 2006 13:17

En undersøgelse fra Ummannaq, der blev offentliggjort i maj sidste år viser, at 25 procent af kommunens børnehavebørn mangler akut professionel hjælp på grund af tydelige tegn på omsorgssvigt.

- Tallene er desværre stadig sørgeligt aktuelle, siger børne- og kulturchef i Uummannaq, Kununguaq Fleischer og tilføjer, at lignende undersøgelser i andre grønlandske kommuner uden tvivl ville kunne fremvise samme skræmmende tal.

- De folk der har med børn at gøre, har længe udsendt nødråb, men de er ikke rigtig blevet modtaget. Der bliver snakket meget, og der har været mange flotte ord, men der økonomi til at virkeliggøre vores ideer og målsætninger, siger Kununguaq Fleischer.

Landstingsmedlem og formand for Landstingets Familieudvalg Agathe Fontain vil i den kommende Vintersamling, der begynder på onsdag, fremsætte forslag til en forespørgselsdebat om, hvilke skridt der skal tages for at få samtlige 18 grønlandske kommuner til snarest at formulere deres børne- og ungdomspolitiske målsætning.

På trods af en eksisterende landstingsforordning, der pålægger kommunerne at beskrive en børne- og ungdomspolitik, er der indtil dags dato kun 6 kommuner, der har afleveret deres oplæg.