MIO: Børn lider under massivt hashforbrug i Qeqqata

Børn skal beskyttes mod misbrug af hash. Men det bliver de ikke i Qeqqata kommunia. Det er en af hovedbekymringerne i MIOs seneste rejserapport, som netop er offentliggjort.
Foto © : Niyantha Shekar/Flickr Creative Commons
24. oktober 2017 15:43

Ifølge FNs børnekonventions artikel 33 skal børn beskyttes mod alle typer narkotika, altså blandt andet hash. Men børnenes ret til beskyttelse mod hash bliver ikke overholdt i Grønland.

Og heller ikke i Qeqqata Kommunia, skriver MIO i rapporten, der bygger på observationer og samtaler med borgere og fagfolk i byer og bygder i kommunen.

I rapporten beskriver MIO at forbruget af hash er omfattende. For nogen er hashsalg en fast indtægtskilde og voksne ryger hash, mens der er børn til stede.

LÆS OGSÅ MIO-rapport er rørende og nedslående

Og det påvirker børnene negativt:

- Flere steder beskrives det, hvordan folk med abstinenser får en voldelig adfærd overfor børn og øvrige familiemedlemmer, står der i rapporten.

En 15-årig dreng udtaler blandt andet i rapporten:

- Et trygt hjem er hvis forældre ikke ryger hash og ikke drikker meget, hjælpes ad og allervigtigst kærlighed.

LÆS OGSÅ MIO-besøg førte til 49 underretninger

En fagperson fortæller blandt andet om forældre, der på grund af misbrug ikke har overskud til at tage ansvar for deres børn. Børnene kommer ikke i skole eller får ikke ordentlig mad.

MIO anbefaler blandt andet, at der laves initiativer, der skal inddrage børnene selv for at sikre, at de beskyttes. Og så bør kommunen nedsætte en tværfaglig arbejdsgruppe, der skal arbejde med forebyggelse og oplysning.

MIO gør desuden opmærksom på, at familiecentrenes indsatser og hjælp til børn og forældre synes at virke. Derfor anbefaler MIO at familiecentrenes arbejde støttes.