Båd sank efter kollision - alle reddet

To speedbåde med flere passagerer om bord stødte i morges sammen i fjordområdet mellem Qaqortoq og Narsaq.
21. november 2014 17:53

Det var dårlig sigtbarhed, der var anledning til sammenstødet, oplyser politiet i Qaqortoq.

Den ene båd, der var på vej fra Qaqortoq til Narsaq, sank lige efter sammenstødet med fire voksne og to børn ombord. Alle blev dog reddet af den anden speedbåd, der var involveret i sammenstødet.

Den dramatiske hændelse skete i fjorden ved Akuliarutsip Sangoriaani, og politiet blev alarmeret klokken kvart i ti, men det tog lidt tid før hjælpen til de nødstedte kom frem, da vandet mellem Qaqortoq og Narsaq var uroligt, fortæller Johanne Knudsen fra Qaqortoq politi.

De fire voksne og to børn tilbydes krisehjælp når de ankommer til Narsaq.