AWG2016 AWG-luftbroen på vingerne

Med mere end 24 timers forsinkelse er AWG-luftbroen nu endelig kommet på vingerne.
Foto © : Johansinnguaq Olsen/KNR
Skrevet af Mikkel Bjarnø Lund
06. marts 2016 12:44

Kl 12.15 landede det første af de fly, der skal fragte AWG-deltagerne fra Kangerlussuaq til Nuuk.

Knapt 600 AWG-deltagere har siden lørdag været strandet i Kangerlussuaq på grund af snestormen i Nuuk, og mange flere deltagere ankommer fra blandt andet Nunavik og Nunavut til Kangerlussuaq i dag. Hele 31 flyvninger skal gennemføres før alle er fremme i Nuuk.

At luftbroen nu er kommet i gang skaber selvfølgelig glæde i AWG-lejren.

- Ja, vi er glade. Endelig, siger Arnakkuluk Jo Kleist, der er souschef for AWG.

Forsinkelsen gør dog, at ikke alle når frem til åbningsceremonien, der finder sted i Inussivik i aften kl 20.

- Det er selvfølgeligt ærgerligt, men vi bestemmer ikke over vejret. Det vigtigste er, at alle når frem til konkurrencerne starter i morgen mandag, siger Arnakkuluk Jo Kleist.

Det sidste fly i luftbroen forventes til Nuuk ved tre tiden i nat.