AWG åbnede for fuld musik

06. marts 2006 10:46

Det var med både fanfarer, flag og flammer, at Arctic Winter Games i går aftes blev sat i gang.

Legene bliver denne gang hold i Kenai i Alaska, og det var da også de lokale sportsstjerner, der funklede ekstra meget under åbningsceremonien.

Ilden blev tændt af Rosey Fletcher, der netop har vundet bronze i snowboard ved vinter-OL.

Og så var det det den amerikanske skiskytte, Jay Hakkinen, der aflagde eden på vegne af deltagerne.

I bedste olympiske tradition, var det med indmarch på stadion af de mere end 2100 deltagere.

Og de kommer fra lande hele Arktis rundt.

Der er russere, samere, grønlændere, canadiere og så alaska-folk. Grønland har 132 sportsfolk med til legene.

De første konkurrencer går i gang her om små tre timer. I dag skal der blandt andet kæmpes i langrend på ski, løb på snesko og så inuit-sport.

Arctic Winter Games slutter igen på fredag.